Stoppenaalen
Der var engang en Stoppenaal, der var saa fiin paa det, at hun bildte
sig ind, at hun var en Synaal.
»Seer
nu bare til, hvad I holde paa!« sagde Stoppenaalen til Fingrene,
der toge den frem. »Tab mig ikke I falder jeg paa Gulvet, er
jeg istand til aldrig at findes igjen, saa fiin er jeg!«
»Der
er Maade med!« sagde Fingrene og saa klemte de hende om Livet.
»Seer
I, jeg kommer med Suite!« sagde Stoppenaalen og saa trak den
en lang Traad efter sig, men som dog ikke havde Knude.
Fingrene
styrede Naalen. lige mod Kokkepigens Tøffel, hvor Overlæderet
var revnet og nu skulde det syes sammen.
»Det
er et nedrigt Arbeide!« sagde Stoppenaalen. »Jeg gaaer
aldrig igjennem, jeg knækker! jeg knækker!« - og
saa knak hun. »Sagde jeg det ikke nok!« sagde Stoppenaalen,
»jeg er for fiin!«
Nu
duer hun ikke til Noget, meente Fingrene, men de maatte dog holde
fast, Kokkepigen dryppede Lak paa hende, og stak hende saa foran i
sit Tørklæde.
»See,
nu er jeg en Brystnaal!« sagde Stoppenaalen; »jeg vidste
nok, at jeg kom til Ære; naar man er noget, bliver man altid
til noget;« og saa lo hun indvendig, for man kan aldrig see
udvendig paa en Stoppenaal, at den leer; der sad hun nu saa stolt,
som om hun kjørte i Karret og saae til alle Sider.
Maa jeg have den Ære at spørge om De er af Guld,«
spurgte hun Knappenaalen, som var Nabo. »De har et deiligt Udseende
og deres eget Hoved, men lille er det! De maa see til at det voxer
ud, thi man kan ikke alle lakkes paa Enden!« og saa reiste Stoppenaalen
sig saa stolt i Veiret, at hun gik af Tørklædet og i
Vasken, just som Kokkepigen skyllede ud.
»Nu
gaae vi paa Reise!« sagde Stoppenaalen, »bare jeg ikke
bliver borte!« men det blev hun.
»Jeg
er for fiin for denne Verden!« sagde hun da hun sad i Rendestenen.
»Jeg har min gode Bevidsthed og det er altid en lille Fornøielse!« og saa holdt Stoppenaalen sig rank og tabte ikke sit gode Humeur.
Og
der seilede Alleslags hen over den, Pinde, Straae, Stumper af Aviser. »See, hvor de seile!« sagde Stoppenaalen. »De veed
ikke hvad der stikker under dem! jeg stikker, jeg sidder her. See,
der gaaer nu en Pind, den tænker paa ingen Ting i Verden uden
paa »Pind« og det er den selv; der flyder et Straa, see
hvor det svaier, see hvor det dreier! tænk ikke saa meget paa
dig selv, du kunde støde dig paa Brostenene! - der flyder en
Avis! - glemt er det, som staaer i den og dog breder den sig! - Jeg
sidder taalmodig og stille! jeg veed hvad jeg er og det bliver jeg!« -
En
Dag var der noget, der skinnede saa deiligt tæt ved, og saa
troede Stoppenaalen, at det var en Diamant, men det var et Flaskeskaar
og da det skinnede, saa talte Stoppenaalen til det og gav sig tilkjende
som Brystnaal! »De er nok en Diamant?« - »Ja, jeg
er saadant noget!« og saa troede den ene om den anden, at de
vare rigtig kostbare og saa talte de om hvor hovmodig Verden var.
»Ja,
jeg har boet * i Æske hos en Jomfru,« sagde Stoppenaalen,
»og den Jomfru var Kokkepige; hun havde paa hver Haand fem Fingre,
men noget saa indbildsk, som de fem Fingre, har jeg ikke kjendt, og
saa vare de kun til for at holde mig, tage mig af Æske og lægge
mig i Æske!«
»Var
der Glands ved dem?« spurgte Flaskeskaaret.
»Glands!«
sagde Stoppenaalen, »nei, der var Hovmod! de vare fem Brødre,
alle fødte »Fingre,« de holdt sig ranke op til
hverandre, skjøndt af forskjellig Længde; den yderste
af dem: Tommeltot, var kort og tyk, han gik udenfor Geledet, og saa
havde han kun eet Knæk i Ryggen, han kunde kun bukke een
Gang,
men han sagde: at blev han hugget af et Menneske, saa var hele det
Menneske spoleret for Krigstjeneste. Slikpot kom i Sødt og
Suurt, pegede paa Sol og Maane, og det var ham, der klemte, naar de
skrev; Langemand saae de andre over Hovedet; Guldbrand gik med Guldring
om Maven og lille Peer Spillemand bestilte ikke noget og deraf var
han stolt. Pral var det og Pral blev det og saa gik jeg i Vasken!«
»Og
nu sidde vi og glindse!« sagde Glasskaaret. I det samme kom
der mere Vand i Rendestenen, den strømmede over alle Bredder
og rev Glasskaaret med sig.
»See
nu blev det forfremmet!« sagde Stoppenaalen, »jeg bliver
siddende, jeg er for fiin, men det er min Stolthed og den er agtværdig!« og saa sad den rank og havde mange Tanker.
»Jeg
skulde næsten troe at jeg er født af en Solstraale, saa
fiin er jeg! synes jeg ikke ogsaa, at Solen altid søger mig
under Vandet. Ak, jeg er saa fiin, at min Moder ikke kan finde mig.
Havde jeg mit gamle Øie, som knak, saa troer jeg at jeg kunde
græde! - skjøndt jeg gjorde det ikke - græde det
er ikke fiint!«
En
Dag laae der nogle Gadedrenge og ragede i Bendestenen, hvor de fandt
gamle Søm, Skillinger og saadant noget. Det var Griseri, men
det var nu deres Fornøielse.
»Av!«
sagde den Ene, han stak sig paa Stoppenaalen. »Det er ogsaa
en Fyr!«
»Jeg
er ingen Fyr, jeg er en Frøken!« sagde Stoppenaalen,
men ingen hørte det; Lakket var gaaet af den og sort var den
blevet, men sort gjør tyndere og saa troede den at den var
endnu finere, end før.
»Der
kommer en Æggeskal seilende!« sagde Drengene, og saa stak
de Stoppenaalen fast i Skallen.
»Hvide
Vægge og selv sort!« sagde Stoppenaalen, »det klæder!
saa kan man dog see mig! - bare jeg ikke bliver søsyg, for
saa knækker jeg mig!« - men den blev ikke søsyg
og den knak sig ikke.
»Det
er godt mod Søsyge at have Staalmave og saa altid huske paa
at man er lidt mere end et Menneske! nu er mit gaaet over! jo finere
man er, desmere kan man holde ud.«»Krask!« sagde
Æggeskallen, der gik et Vognmandslæs over den. »Hu,
hvor det klemmer!« sagde Stoppenaalen, »nu bliver jeg
dog søsyg! jeg knækker! jeg knækker!« men
den knak ikke, skjøndt der gik et Vognmandslæs over,
den laae paa langs - og der kan den blive liggende!
Home